26. “Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.”
27. “Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. “Har I hørt det alle sammen?”
28. Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead,
29. men Ahab sagde til Joshafat: “Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.
30. Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham.
31-32. Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: “Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men Joshafat råbte til Herren om hjælp, og Herren hjalp ham. Gud sørgede for, at de lod ham være, for da de forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage.
33. Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.“Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. “Jeg er alvorligt såret.”
34. Kampen trak i langdrag og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Ved solnedgang døde han.