Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 18:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Som sagt var Joshafat både rig og højt agtet. Han besluttede nu at indgå en alliance med kong Ahab af Israel ved at lade sin søn gifte sig med Ahabs datter.

2. Nogle år senere rejste han til Samaria for at besøge Ahab. Til ære for Joshafat og hans ledsagere arrangerede Israels konge en fest og slagtede i den anledning et stort antal småkvæg og hornkvæg. Under festen søgte han at overtale Joshafat til at hjælpe sig med at erobre byen Ramot-Gilead.

3. “Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” spurgte han Joshafat. “Selvfølgelig!” svarede Joshafat. “Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine.”

4. Men så tilføjede han: “Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

5. Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: “Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” “Du skal gå til angreb,” svarede de. “Gud vil give dig sejr!”

6. Men kong Joshafat var ikke tilfreds. “Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han.

7. “Jo, en enkelt,” svarede Ahab, “men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” “Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat.

8. Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.

9. I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten.

10. En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kenaʼana, lavede nogle horn af jern og erklærede: “Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!”

11. De andre profeter sagde det samme. “Gå kun til angreb på Ramot-Gilead. Herren vil give dig sejr!”

12. Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme.

13. Men Mika svarede: “Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det min Gud fortæller mig!”

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 18