Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 11:1-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge.

2. Men Herren gav profeten Shemaja følgende budskab:

3-4. “Sig til Judas konge, Rehabeam, Salomons søn, og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og opgav deres felttog mod Jeroboam.

5-10. Rehabeam holdt sig så i Jerusalem og udbyggede sit forsvar. Han befæstede følgende byer i Judas og Benjamins område med mure og forskansede porte: Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko, Adullam, Gat, Maresha, Zif, Adorajim, Lakish, Azeka, Zora, Ajjalon og Hebron.

11. Han bemandede dem med officerer og menige soldater og opbyggede lagre af mad, olivenolie og vin.

12. Som en yderligere sikkerhedsforanstaltning oprettede han våbendepoter med spyd og skjolde i byerne. På den måde lykkedes det ham at beholde kontrollen over Judas og Benjamins områder.

13-14. Alle de præster og levitter, der boede i Nordriget, støttede Rehabeam. De forlod deres hjem og ejendele og flyttede til Juda og Jerusalem, for kong Jeroboam og hans sønner tillod dem ikke at arbejde i Herrens tjeneste.

15. I stedet indsatte Jeroboam sine egne præster til at gøre tjeneste ved hans afgudsaltre og ofre til de udskårne billeder af gedebukke og kalve, som var opstillet rundt omkring på offerstederne.

16. Det betød, at ikke kun levitterne, men alle, som ønskede at tilbede Herren, Israels Gud, nu flyttede fra Nordriget til Jerusalem, hvor de frit kunne bringe ofre til Herren, deres fædres Gud.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 11