Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Kongebog 9:18-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

18. Straks blev en ryttersoldat sendt af sted.“Kongen vil vide, om du er ven eller fjende,” sagde soldaten til Jehu. “Har du fredelige hensigter?”Jehu svarede: “Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.” Soldaten drejede så hesten omkring og sluttede sig til Jehus følge.Udkigsposten meldte nu tilbage til kongen, at rytteren ikke kom tilbage.

19. Da sendte kongen endnu en rytter af sted. Også han forlangte i kongens navn at få at vide af Jehu, om han var ven eller fjende.Og Jehu svarede som før: “Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.”

20. “Heller ikke den anden rytter kommer tilbage,” meldte udkigsposten til kongen. “Det må være Jehu, der er på vej. Han kører i fuld fart.”

21. “Hurtigt, gør vognen klar!” befalede kong Joram. Derefter kørte han og kong Ahazja af Juda af sted i hver sin vogn for at møde Jehu, og de mødte ham ved Nabots mark.

22. “Er der fred ved fronten, Jehu?” spurgte kong Joram.Jehu svarede: “Hvordan skulle der kunne være fred, så længe din mors trolddomskunster og afgudsdyrkelse stadig florerer i landet?”

23. Da vendte Joram vognen med det samme og flygtede, mens han råbte til kong Ahazja: “Det er mytteri, Ahazja!”

24. Jehu greb hurtigt sin bue, spændte den til bristepunktet og ramte kong Joram i ryggen. Pilen borede sig ind mellem skulderbladene og videre ind i hjertet. Øjeblikkeligt segnede Joram om i sin stridsvogn, død på stedet.

25. Jehu befalede sin næstkommanderende, Bidkar, at smide liget ud af vognen dér på Nabots mark og sagde til ham: “Kan du huske, dengang vi red side om side i Ahabs livvagt, og vi hørte den profeti, der blev udtalt over Ahabs slægt? Herren sagde:

26. ‘På Nabots jord vil jeg straffe ham for mordene på Nabot og hans sønner.’ Kast ham derfor ud på marken. Så bliver Herrens ord opfyldt nu.”

27. Da kong Ahazja af Juda så, hvad der skete, flygtede han i sin vogn i retning mod Bet-ha-Gan, men Jehu og hans folk satte efter ham, idet Jehu råbte: “Han skal ikke få lov at slippe.” Så skød de efter ham og sårede ham på vej op mod Gurpasset nær byen Jibleam. Det lykkedes ham at nå frem til Megiddo, men der døde han.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Kongebog 9