14. Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.
15. Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. “Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, “hvad skal vi dog gøre?”
16. “Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, “for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”
17. Da bad Elisa følgende bøn: “Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.
18. Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: “Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.
19. Elisa gik nu ud og råbte: “I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.
20. Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: “Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.
21. Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: “Skal jeg slå dem ihjel?”
22. “Nej,” svarede Elisa. “Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”
23. Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.
24. Nogen tid senere mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær og marcherede af sted for at belejre Samaria.
25. Som følge af belejringen blev der en så katastrofal fødevaremangel i byen, at et æselhoved til sidst kostede 80 sølvstykker, og en kop duemøg kostede 5 sølvstykker.
26. En dag, da Israels konge gik en runde på bymuren, var der en kvinde, som råbte: “Herre konge, hjælp mig.”
27. “Hvis Gud Herren ikke kan hjælpe dig, hvorfor tror du så, jeg kan?” svarede kongen tilbage. “Jeg har hverken mad eller vin at give dig.”
28. Alligevel spurgte han: “Hvad drejer sagen sig om?”Kvinden svarede: “Jo, den kvinde her foreslog, at vi skulle spise mit barn den ene dag og hendes barn den næste dag.
29. Så kogte vi min dreng og spiste ham, men næste dag, da det var hendes tur til at ofre sit barn, gemte hun ham i stedet.”
30. Da kongen hørte den historie, rev han flænger i sit tøj, og de omkringstående kunne gennem flængerne i tøjet se, at kongen indenunder var klædt i sækkelærred som tegn på sorg og fortvivlelse.