Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Kongebog 6:10-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Kongen sendte så forstærkning ud til stedet. Gang på gang advarede Elisa kongen og hans hær mod bagholdsangreb.

11. Det blev den aramæiske konge efterhånden temmelig foruroliget over, og han kaldte sine officerer sammen og spurgte dem: “Sig mig: Hvem er forræderen? Hvem af jer fortæller Israels konge om mine planer?”

12. “Ingen af os, herre,” svarede en officer. “Det er profeten Elisa, der har magt til at underrette Israels konge om hvert eneste ord, du taler i dit eget soveværelse.”

13. “Find ud af, hvor han er,” udbrød kongen, “så vi kan sende soldater af sted og pågribe ham.”Kort efter blev der meldt tilbage, at Elisa opholdt sig i Dotan.

14. Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.

15. Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. “Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, “hvad skal vi dog gøre?”

16. “Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, “for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”

17. Da bad Elisa følgende bøn: “Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.

18. Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: “Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.

19. Elisa gik nu ud og råbte: “I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.

20. Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: “Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.

21. Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: “Skal jeg slå dem ihjel?”

22. “Nej,” svarede Elisa. “Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”

23. Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.

24. Nogen tid senere mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær og marcherede af sted for at belejre Samaria.

25. Som følge af belejringen blev der en så katastrofal fødevaremangel i byen, at et æselhoved til sidst kostede 80 sølvstykker, og en kop duemøg kostede 5 sølvstykker.

26. En dag, da Israels konge gik en runde på bymuren, var der en kvinde, som råbte: “Herre konge, hjælp mig.”

Læs fyldestgørende kapitel 2. Kongebog 6