35. Så rejste Elisa sig og gik frem og tilbage i værelset. Derefter lagde han sig igen hen over drengen som før. Denne gang nyste drengen syv gange og slog øjnene op.
36. Derpå sagde profeten til Gehazi: “Kald på kvinden.” Da drengens mor kom ind i værelset, sagde Elisa: “Her er din søn.”
37. Da faldt hun på knæ foran Elisa, hvorefter hun tog sin søn og gik ud.
38. Elisa vendte derefter tilbage til Gilgal. På den tid var der hungersnød i landet. En dag, da han havde undervist profeteleverne, sagde han til Gehazi: “Sæt den store gryde på ilden og lav en ret mad til de unge mennesker.”
39. En af eleverne gik ud for at samle urter og fandt en vild slyngplante med agurklignende frugter. Han plukkede så mange af de ukendte frugter, han kunne bære i sin kappe. Da han kom tilbage, skar han dem i stykker og kom dem i gryden.
40. Men så snart mændene smagte maden, råbte de forfærdet: “Mester, maden er giftig.”
41. “Skaf mig noget mel,” befalede Elisa. Da han havde hældt melet i gryden, sagde han: “Nu kan I godt spise det.” Og ingen af dem blev syge.
42. En dag kom en mand fra Baʼal-Shalisha til Elisa med en sæk nyhøstede bygkerner og 20 små brød, der var lavet af årets første byghøst. Elisa bad Gehazi om at servere brødene for profeteleverne.
43. “Hvordan skal jeg kunne mætte hundrede mennesker med den smule mad?” indvendte Gehazi.“Gør nu, som jeg har sagt,” vedblev Elisa, “for Herren siger, at der vil være rigeligt til alle og tilmed blive noget til overs.”
44. Og ganske rigtigt. Som Herren havde sagt, sådan gik det.