Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Kongebog 25:16-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

16. Det hele blev vejet, undtagen de to bronzesøjler, bronzehavet og rullebordene, som kong Salomon i sin tid havde ladet fremstille til templet. De var for store til at blive vejet.

17. Søjlerne var 8,1 m høje med 1,35 m høje søjlehoveder med en dekoration af fletværk og granatæbler i bronze.

18. Af tempelpersonalet tog Nebuzaradan følgende krigsfanger: Ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere.

19. Fra byen tog han den øverstkommanderende officer, en rekrutteringsofficer, fem af kongens tidligere rådgivere og 60 andre betydningsfulde mænd, som var gået under jorden.

20. Han førte disse mænd til den babyloniske konge i Ribla i Hamat-området,

21. hvor de alle blev henrettet. Judas folk var nu ført bort fra deres land og måtte leve i eksil.

22. Kong Nebukadnezar udpegede Gedalja, søn af Ahikam, som var søn af Shafan, til guvernør over landet og den rest, som var efterladt der,

23. og da de undslupne officerer fra Judas hær hørte, at den babyloniske konge havde udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de ham i Mitzpa. Iblandt dem var Ishmael, søn af Netanja; Johanan, søn af Karea; Seraja, søn af Tanhumet fra Netofa og maʼakatitten Jaʼazanja samt deres menige folk.

24. Gedalja forsikrede dem: “I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt.”

25. Men Ishmael tilhørte kongeslægten, og allerede samme år i den syvende måned kom han til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. De myrdede både Gedalja, hans judæiske embedsmænd og de babyloniske soldater.

26. Det resulterede i, at de øvrige officerer, soldater og mange andre af Judas rest i panik flygtede til Egypten, for de frygtede gengældelse fra babylonierne.

27. Mange år senere kom der en ny konge på tronen i Babylon, som hed Evil-Merodak. Han besluttede at benåde Jojakin og løslade ham fra fængslet. Det skete den 27. dag i den 12. måned i Jojakins 37. år i fangenskab.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Kongebog 25