Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Kongebog 23:8-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

8. Alle Herrens præster blev indkaldt fra de byer rundt omkring i Juda, hvor de opholdt sig, og alle offerstederne på bakketoppene, hvor disse præster havde foretaget ofringer, blev sløjfet, lige fra Geba i nord til Beʼersheba i syd. Der var et alter i Jerusalem til venstre, når man går ind ad byporten ved Jehoshuas, borgmesterens, hus. Også det blev ødelagt.

9. Men selv om de præster, der havde gjort tjeneste ved offerstederne rundt omkring i landet, fik lov at spise det usyrnede brød sammen med tempelpræsterne, fik de ikke lov at gøre tjeneste ved Herrens alter i Jerusalem.

10. Dernæst ødelagde Josias Tofet, det afgudsoffersted i Ben-Hinnoms dal, som blev brugt til børneofringer til guden Molok.

11. Han nedrev også statuen af hesteforspandet og stridsvognen nær tempelindgangen ved hofmanden Netan-Meleks bolig i tilbygningen, en statue, som var blevet opstillet dér af tidligere konger i Juda og indviet til solguden.

12. Så ødelagde han altrene, som Judas konger havde ladet bygge på paladsets tag oven over Ahazʼ værelse, og altrene, som Manasse havde ladet bygge i tempelforgårdene. Han knuste det hele og spredte støvet ud over Kedrondalen.

13. Derefter fjernede han offerstederne på højene øst for Jerusalem og syd for Ødelæggelsens Bjerg. De var i sin tid blevet opført af Salomon til ære for Astarte (sidoniernes afskyelige gudinde), Kemosh (moabitternes afskyelige gud) og Milkom (ammonitternes forfærdelige gud).

14. Han smadrede alle gudinden Asheras frugtbarhedssymboler og spredte menneskeknogler, hvor de havde stået.

15. Så tog han til Betel og nedrev det store alter som Jeroboam, Nebats søn, havde opstillet der, han, som var den første til at forlede folket til afgudsdyrkelse. Josias knuste stenene til pulver, brændte frugtbarhedssymbolerne og jævnede højen med jorden.

16. Da han så sig omkring, fik han øje på adskillige gravhuler i bjergvæggen, og han gav sine mænd ordre til at tage knoglerne fra gravene og brænde dem på det sted, hvor alteret i Betel havde stået, for derved at vanhellige stedet, sådan som Herrens profet tidligere havde sagt, at det ville ske med Jeroboams alter.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Kongebog 23