Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Kongebog 20:7-15 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. Derpå sagde Esajas til kongens tjenere: “Kom med et figenplaster.” Tjenerne kom så med et figenplaster og lagde det på det syge sted, for at kongen kunne blive rask.

8. Hizkija spurgte Esajas: “Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus i overmorgen?”

9. Esajas svarede: “Hvilket tegn vil du helst have? Skal skyggen på soluret gå ti streger frem eller ti streger tilbage?”

10. “Siden skyggen normalt går frem, vil jeg foretrække den gør det modsatte,” svarede Hizkija. “Lad skyggen gå ti streger tilbage.”

11. Så bad Esajas Herren om at gøre, som kongen havde bedt om, og Herren lod skyggen gå ti streger tilbage på Ahazʼ solur.

12. Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom.

13. Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting, han ikke viste dem.

14. Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: “Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”“De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

15. “Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.“Det hele!” svarede Hizkija. “Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

Læs fyldestgørende kapitel 2. Kongebog 20