Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Kongebog 15:9-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne som sine forfædre. Han fortsatte den afgudsdyrkelse, som Jeroboam, Nebats søn, i sin tid havde indført.

10. Shallum, Jabeshʼ søn, gjorde oprør imod ham og stak ham ned med sit sværd i fuld offentlighed, hvorefter han overtog magten.

11. De øvrige begivenheder, som fandt sted under kong Zekarja, er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

12. Med Zekarja var Herrens løfte til kong Jehu gået i opfyldelse, for Herren havde sagt, at Jehus efterkommere skulle være konger i Israel i fire generationer.

13. I kong Uzzija af Judas 39. regeringsår blev Shallum, søn af Jabesh, konge i Israel. Han regerede i Samaria i en måned.

14. Da en måned var gået, kom Gadis søn Menahem fra Tirtza til Samaria. Han myrdede kongen og overtog magten.

15. Shallums liv og virke samt oplysninger om den sammensværgelse, han stiftede mod kongen, er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

16. Allerede mens Menahem holdt til i Tirtza, havde han ødelagt byen Tappuach og dens opland, da indbyggerne i byen nægtede at støtte ham i ønsket om at blive konge. Alle indbyggerne blev sablet ned, og byens gravide kvinder fik maven sprættet op.

17. I kong Uzzija af Judas 39. regeringsår blev Menahem, Gadis søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ti år.

18. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og fortsatte med den afgudsdyrkelse, som Jeroboam havde indført. Mens han var konge,

19-20. invaderede kong Pul af Assyrien landet, men Menahem købte sig fri ved at betale 34 tons sølv, hvorefter den assyriske konge trak sig tilbage og vendte hjem. Menahem tog disse penge fra de rige ved at pålægge dem alle en særskat på et halvt kilo sølv.

21. Resten af kong Menahems liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Kongebog 15