1. I kong Jeroboam af Israels 27. regeringsår blev Amatzjas søn Uzzija konge i Juda
2. i en alder af 16 år. Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem. Han regerede i Jerusalem i 52 år.
3. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne i samme udstrækning som sin far Amatzja.
4. Men som sine forgængere ødelagde han ikke offerstederne rundt omkring i landet, hvor folk bragte brændofre.
5. Herren ramte kongen med spedalskhed, som han led af til sin dødsdag. Han boede i et hus for sig selv, mens hans søn Jotam overtog regeringsmagten og ledelsen af paladset.
6. Resten af Uzzijas liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog.
7. Da han døde, blev han begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen, og hans søn Jotam blev nu officielt kronet som konge.
8. I kong Uzzija af Judas 38. regeringsår blev Jeroboams søn Zekarja konge i Israel. Han regerede i Samaria i seks måneder.
9. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne som sine forfædre. Han fortsatte den afgudsdyrkelse, som Jeroboam, Nebats søn, i sin tid havde indført.
10. Shallum, Jabeshʼ søn, gjorde oprør imod ham og stak ham ned med sit sværd i fuld offentlighed, hvorefter han overtog magten.
11. De øvrige begivenheder, som fandt sted under kong Zekarja, er beskrevet i Israels kongers krønikebog.