Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Kongebog 12:1-2-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1-2. Joash blev konge over Judas rige i kong Jehu af Israels syvende regeringsår. Han var syv år gammel på det tidspunkt, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Beʼersheba.

3. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham.

4. Dog udryddede han ikke offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at brænde ofre der.

5-6. En dag sagde kong Joash til præsterne: “Tempelbygningen trænger til en gennemgribende restaurering. De penge, som folk bringer til Herrens hus som frivillige gaver eller som indløsning for det førstefødte, der tilhører Herren, skal I derfor bruge til at bekoste istandsættelsen af templet.”

7. Men i kong Joashʼ 23. regeringsår var præsterne endnu ikke begyndt på arbejdet.

8. Derfor kaldte han Jojada og de øvrige præster sammen. “Hvorfor har I ikke sørget for restaureringen af templet?” spurgte han. “Nu er det slut med at bruge midlerne på jer selv og jeres egne formål. Fra nu af skal alle pengene gå til templet.”

9. Men præsterne bad om at blive fritaget for ansvaret for restaureringen. Til gengæld gik de med til ikke længere at modtage penge direkte fra folket.

10. Jojada borede derefter et hul i låget på en stor kiste og placerede kisten til højre for alteret, når man går ind i templet, og de præster, der fungerede som dørvogtere, sørgede for, at alle de guld- og sølvstykker, som folk kom med, blev lagt i denne kiste.

11. Hver gang kisten var fuld, blev pengene lagt i poser og vejet af statssekretæren og ypperstepræsten i fællesskab.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Kongebog 12