1. Der var en rig og anset mand af Benjamins stamme, som hed Kish. Kish var søn af Abiel, som var søn af Zeror, som var søn af Bekorat, som var søn af Afia.
2. Kish havde en søn, der hed Saul. Han var den flotteste fyr i hele Israel, og han var et hoved højere end nogen anden i landet.
3. En dag var nogle af Kishʼ æsler løbet væk. Derfor sagde han til Saul: “Tag en tjener med dig og gå ud og led efter dem.”
4. Saul og hans tjener gennemsøgte Efraims højland, Shalisha-egnen, Shalim-egnen og hele Benjamins land uden at finde æslerne.
5. Da de til sidst nåede Zuf-området, sagde Saul til tjeneren: “Lad os gå hjem. Nu er min far sikkert mere bekymret for os end for æslerne.”
6. Men tjeneren svarede: “Ved du hvad? I den by dér bor der en Guds profet, som folk har stor respekt for, fordi alt, hvad han siger, sker. Lad os opsøge ham. Måske han kan fortælle os, hvor vi kan finde æslerne.”
7. “Men vi har ingen penge med, så vi kan betale ham,” indvendte Saul. “Vi har ingen verdens ting, ikke engang et stykke brød.”
8. “Jo,” svarede tjeneren. “Jeg har et lille stykke sølv, en kvart shekel. Den vil jeg give ham, så han kan sige os, hvad vi skal gøre.”
9-11. “Godt,” sagde Saul. “Lad os så bare prøve.”Så begav de sig op ad bakken mod byen, hvor profeten holdt til. Undervejs mødte de nogle unge piger, som var på vej ned for at hente vand, og de spurgte dem: “Er seeren hjemme?” (På den tid kaldte man endnu profeter for ‘seere’. “Lad os gå hen og spørge seeren,” sagde man, når man ville spørge Gud til råds).