Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Samuel 4:10-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Så gik filistrene til angreb, og Israel blev slået igen. Den dag faldt der 30.000 israelitter. De overlevende flygtede hver til sit.

11. Herrens Ark blev taget som bytte, og Hofni og Pinehas blev begge dræbt.

12. En mand fra Benjamins stamme løb hele vejen fra slagmarken og ankom samme dag til Shilo. I fortvivlelse havde han flænget sit tøj og kommet jord på sit hoved.

13. Eli sad på sin stol uden for byporten og stirrede ud på vejen. Han ventede på nyt, for han var bekymret for Herrens Ark. Da budbringeren ankom til byen og fortalte de første, han mødte, hvad der var sket, gav alle i byen sig til at råbe og skrige.

14-15. “Hvad er det for en larm?” spurgte Eli, der nu var 98 år og næsten helt blind. Budbringeren skyndte sig hen til ham.

16. “Jeg kommer lige fra slagmarken,” forklarede han. “Det lykkedes mig at flygte med livet i behold.” “Ja, men hvad skete der?” spurgte Eli utålmodigt. “Fortæl! Fortæl!”

17. “Israel måtte flygte for filistrene! Vi led store tab! Dine to sønner, Hofni og Pinehas, blev også dræbt, og Herrens Ark blev taget!”

18. Da han nævnte Herrens Ark, faldt Eli bagover på sin stol ved byporten og brækkede halsen. Han døde på stedet, for han var en gammel mand og meget overvægtig. Han havde været leder i Israel i 40 år.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Samuel 4