3. Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier,
4. græd de, til de ikke havde en tåre tilbage.
5. Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført.
6. Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.
7. Så sagde han til præsten Ebjatar: “Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.
8. “Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. “Kan jeg nå at indhente dem?”“Ja,” svarede Herren, “følg efter dem og befri alle fangerne.”
9. Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der.
10. 200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen.