10. Herren vil selv tage sig af Saul, hvad enten han falder i kamp, eller han dør af alderdom.
11. Gud forbyde, at jeg skulle slå den mand ihjel, som Herren har salvet til at være konge. Nej, lad os tage hans spyd og hans vandkrukke—og så se at komme af sted!”
12. Så tog David spyddet og vandkrukken, og sammen med Abishaj slap han væk, uden at nogen så dem eller vågnede. Herren havde nemlig ladet dem falde i dyb søvn.
13. De klatrede op ad bjergskråningen overfor, indtil de var i sikkerhed.
14. Så råbte David ned til dem: “Abner, vågn op!”“Hvem er det, der råber?” svarede Abner.
15. “Nåh, Abner,” drillede David, “har du sovet godt? Du er vel nok en dygtig hærfører, der forstår at passe godt på din konge. Der findes ikke nogen så dygtig som dig i hele Israel. Men er du klar over, at kongen let kunne være blevet dræbt, mens du lå og sov?
16. Sikke dog en pligtforsømmelse! I burde virkelig dø som straf for, at I ikke passer bedre på jeres herre, Guds salvede konge. Hvad tror du, der er blevet af kongens spyd og vandkrukke, som stod ved hans hoved?”