14-15. David slog sig nu ned i Zifs ørken, hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham.
16. Mens David opholdt sig i en skovtykning, kom Jonatan ud til ham og opmuntrede ham til at stole på Gud.
17. “Vær ikke bange,” sagde han. “Min far finder dig aldrig her. En dag vil du blive konge over Israel, og jeg bliver din højre hånd. Det ved min far udmærket.”
18. Da fornyede de to venner deres venskabspagt, hvorefter Jonatan vendte hjem, mens David blev i skoven.
19. Kort efter kom nogle folk fra Zif til Saul i Gibea for at forråde David. “Vi ved, hvor han gemmer sig,” sagde de. “Lige nu opholder han sig i bjerghulerne ved skoven tæt ved Hakilahøjen syd for Jeshimon.
20. Kom ned til os, når det passer dig, så skal vi nok fange ham og overgive ham til dig.”
21. “Herren velsigne jer for jeres barmhjertighed imod mig,” svarede Saul.
22. “Vend I nu først tilbage og find helt nøjagtigt ud af, hvor han befinder sig. Spørg jer for hos dem, der har set ham. Jeg har hørt, at han flytter rundt hele tiden, og han er en snedig fyr.
23. Kortlæg alle hans skjulesteder og kom så tilbage til mig med en fyldig rapport. Så vil jeg følge med jer. Hvis han endnu befinder sig i landet, skal jeg nok finde ham, om jeg så skal gennemsøge hele Judas område.”
24. Så vendte mændene hjem til Zif, og Saul ville følge efter senere. Imens var David stadig i Maons ørkenområde på sletten syd for Jeshimon.
25. Saul og hans mænd begav sig af sted for at lede efter ham. Men da David fik det at vide, trak han sig tilbage til en bestemt klippe i Maons ørken, men selv der fulgte Saul efter ham,
26. så Saul og David til sidst befandt sig på hver sin side af den samme klippehøj. Men lige da Saul og hans mænd var ved at omringe David og hans mænd,
27. kom der bud til Saul: “Skynd dig at komme hjem. Filistrene er igen trængt ind i landet.”