1. En dag fik David at vide, at filistrene havde angrebet Keila og nu var i færd med at plyndre byens kornbeholdning.
2. Da spurgte han Herren: “Skal jeg angribe dem?”Herren svarede: “Ja, tag af sted, slå filistrene og red Keila.”
3. Men Davids mænd protesterede. “Livet er farligt nok her i Juda,” sagde de. “Vi føler ingen trang til at tage til Keila og kæmpe mod hele filisterhæren.”
4. Da spurgte David atter Herren til råds, og Herren svarede: “Tag af sted! Jeg vil hjælpe dig med at slå filistrene.”
5. Så gik David og hans mænd til angreb. De slog filistrene, tog deres kvæg og reddede Keilas indbyggere.
6. Da præsten Ebjatar flygtede fra Nob og kom til David, havde han den hellige efod med sig, så han kunne rådspørge Herren. Han havde den også med til Keila.
7. Saul fik snart at vide, at David var i Keila. “Udmærket,” udbrød han, “så har vi ham i fælden. Endelig har Gud udleveret ham til mig. Han har ikke en chance for at undslippe fra en by som Keila med en mur omkring.”
8. Han mobiliserede så hele hæren og drog af sted mod Keila for at fange David og hans mænd.
9. Men David hørte om Sauls plan, og han bad præsten Ebjatar om at tage den hellige efod frem og spørge Herren til råds.
10. “Herre, Israels Gud,” bad han, “jeg har hørt, at Saul er på vej for at udslette byen her på grund af os.
11. Sig mig, om rygtet taler sandt. Sig mig også, om Keilas indbyggere vil udlevere mig til Saul. Herre, Israels Gud, hør min bøn!”Da svarede Herren: “Saul er på vej.”
12. “Vil Keilas indbyggere udlevere mig til Saul?” blev David ved.“Ja, det vil de,” svarede Herren.
13. David og hans mænd forlod straks Keila og strejfede derefter omkring fra sted til sted. Deres antal var i mellemtiden vokset til omkring 600 mand. Da Saul fik at vide, at David og hans mænd havde forladt Keila, opgav han sin plan om at fange ham der.
14-15. David slog sig nu ned i Zifs ørken, hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham.