1. En dag fik David at vide, at filistrene havde angrebet Keila og nu var i færd med at plyndre byens kornbeholdning.
2. Da spurgte han Herren: “Skal jeg angribe dem?”Herren svarede: “Ja, tag af sted, slå filistrene og red Keila.”
3. Men Davids mænd protesterede. “Livet er farligt nok her i Juda,” sagde de. “Vi føler ingen trang til at tage til Keila og kæmpe mod hele filisterhæren.”
4. Da spurgte David atter Herren til råds, og Herren svarede: “Tag af sted! Jeg vil hjælpe dig med at slå filistrene.”
5. Så gik David og hans mænd til angreb. De slog filistrene, tog deres kvæg og reddede Keilas indbyggere.
6. Da præsten Ebjatar flygtede fra Nob og kom til David, havde han den hellige efod med sig, så han kunne rådspørge Herren. Han havde den også med til Keila.
7. Saul fik snart at vide, at David var i Keila. “Udmærket,” udbrød han, “så har vi ham i fælden. Endelig har Gud udleveret ham til mig. Han har ikke en chance for at undslippe fra en by som Keila med en mur omkring.”
8. Han mobiliserede så hele hæren og drog af sted mod Keila for at fange David og hans mænd.
9. Men David hørte om Sauls plan, og han bad præsten Ebjatar om at tage den hellige efod frem og spørge Herren til råds.
10. “Herre, Israels Gud,” bad han, “jeg har hørt, at Saul er på vej for at udslette byen her på grund af os.