Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Samuel 20:3-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. “Jamen, din far ved jo, at vi er venner,” indvendte David. “Derfor tænker han: ‘Jeg vil ikke sige noget til Jonatan, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men sandheden er, at jeg går med livet i hænderne—det sværger jeg på.”

4. “Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte Jonatan.

5. David svarede: “I morgen begynder nymånefesten, og din far regner med, at jeg kommer til hans fest. Men jeg vil bede dig om at give mig fri, så vil jeg gemme mig ude på marken indtil i overmorgen om aftenen.

6. Hvis din far spørger efter mig ved måltidet, skal du sige til ham: ‘David bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem for at deltage i den årlige offerfest med sin familie.’

7. Svarer han så: ‘Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel.

8. Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”

9. “Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. “Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”

10. Da spurgte David: “Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”

11. “Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så.

12. “Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. “Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked.

13. Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far.

14-15. Og må du altid vise mig den samme trofaste kærlighed, som Herren gør, så længe jeg lever. Og skulle jeg dø, så vær nådig mod mine børn, når Herren hjælper dig med at tilintetgøre alle dine fjender.”

16. Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: “Må Herren straffe Davids fjender.”

17. Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.

18. Derefter sagde Jonatan: “I morgen under nymånefesten vil de uden tvivl savne dig, når de opdager, at din plads ved bordet står tom,

19. og i overmorgen vil de alle sammen spørge efter dig. Gem dig derfor i det gamle skjulested, du brugte sidste gang Saul var ude efter dig, derude bag rokkestenen.

20. Bagefter kommer jeg derud og lader, som om jeg øver mig i at skyde til måls med min bue. Jeg skyder tre pile af sted,

Læs fyldestgørende kapitel 1. Samuel 20