28-29. “Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. “Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”
30. Da kogte Saul af raseri og råbte: “Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor.
31. Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”
32. “Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. “Hvorfor skal han dø?”
33. Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel.
34. Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.
35. Næste morgen gik Jonatan som aftalt ud på marken sammen med en dreng.
36. “Løb hen og saml de pile op, jeg skyder,” befalede han drengen. Drengen begyndte at løbe, og Jonatan skød en pil forbi ham.
37. Kort før drengen nåede frem til pilen, råbte Jonatan: “Gå længere frem! Pilen ligger foran dig!
38. Skynd dig af sted!” Så skyndte drengen sig hen og samlede pilen op, hvorefter han bragte den til sin herre.
39. Han anede naturligvis ikke noget om, hvad der gik for sig, kun Jonatan og David kendte det hemmelige signal.