2. “Min far har ikke i sinde at slå dig ihjel,” protesterede Jonatan. “Han har altid fortalt mig om sine planer. Jeg er sikker på, at han ikke ville skjule en så alvorlig plan for mig. Det hele må være en misforståelse.”
3. “Jamen, din far ved jo, at vi er venner,” indvendte David. “Derfor tænker han: ‘Jeg vil ikke sige noget til Jonatan, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men sandheden er, at jeg går med livet i hænderne—det sværger jeg på.”
4. “Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte Jonatan.
5. David svarede: “I morgen begynder nymånefesten, og din far regner med, at jeg kommer til hans fest. Men jeg vil bede dig om at give mig fri, så vil jeg gemme mig ude på marken indtil i overmorgen om aftenen.
6. Hvis din far spørger efter mig ved måltidet, skal du sige til ham: ‘David bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem for at deltage i den årlige offerfest med sin familie.’
7. Svarer han så: ‘Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel.
8. Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”
9. “Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. “Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”
10. Da spurgte David: “Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”
11. “Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så.
12. “Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. “Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked.