13. Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far.
14-15. Og må du altid vise mig den samme trofaste kærlighed, som Herren gør, så længe jeg lever. Og skulle jeg dø, så vær nådig mod mine børn, når Herren hjælper dig med at tilintetgøre alle dine fjender.”
16. Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: “Må Herren straffe Davids fjender.”
17. Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.
18. Derefter sagde Jonatan: “I morgen under nymånefesten vil de uden tvivl savne dig, når de opdager, at din plads ved bordet står tom,
19. og i overmorgen vil de alle sammen spørge efter dig. Gem dig derfor i det gamle skjulested, du brugte sidste gang Saul var ude efter dig, derude bag rokkestenen.
20. Bagefter kommer jeg derud og lader, som om jeg øver mig i at skyde til måls med min bue. Jeg skyder tre pile af sted,
21. hvorefter jeg sender en dreng ud efter pilene. Hvis du hører mig råbe til drengen: ‘Pilene ligger her hen mod mig!’ er det signal til, at der ikke er fare på færde.
22. Men hvis jeg råber: ‘Gå længere frem! Pilene ligger foran dig!’ er det signal til, at du må skynde dig at flygte.
23. Må Herren hjælpe os til altid at holde den venskabspagt, vi har svoret hinanden, for han er vores vidne.”
24-25. Så gemte David sig i sit skjulested på marken.Da nymånefesten begyndte, indtog kongen sin sædvanlige plads ved bordet, ind mod væggen. Jonatan satte sig overfor, og Abner satte sig ved siden af Saul. Davids plads stod tom.
26. Men Saul spurgte ikke til David den dag, for han gik ud fra, at der var sket noget, som havde gjort David uren indtil om aftenen. Ja, det måtte være grunden til hans udeblivelse.
27. Næste dag, da Davids plads stadig stod tom, spurgte Saul: “Hvor er vores unge helt blevet af? Hverken i går eller i dag har han deltaget i måltidet.”
28-29. “Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. “Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”
30. Da kogte Saul af raseri og råbte: “Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor.
31. Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”
32. “Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. “Hvorfor skal han dø?”
33. Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel.
34. Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.