Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Samuel 18:11-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: “Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange.

12. Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham.

13-14. Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.

15-16. Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.

17. En dag sagde Saul til David: “Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: “Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”

18. “Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. “Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”

19. Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for.

20. I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.

21. “Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: “Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”

22. Derefter gav Saul sine tjenestefolk besked på i al fortrolighed at sige til David: “Kongen sætter stor pris på dig, og det gør vi andre også. Du bør tage imod tilbuddet om at blive hans svigersøn.”

23. Men David svarede: “Jeg er en fattig mand, og jeg kommer fra en ukendt slægt. Jeg har ikke råd til at betale brudeprisen for en prinsesse.”

24. Da Saul fik at vide, hvad David havde svaret,

25. sagde han: “Sig til David, at det eneste, jeg forlanger som brudepris, er forhuden af 100 filistre. Det eneste, jeg ønsker, er hævn over mine fjender.” Saul håbede naturligvis, at David ville falde i kampen mod filistrene.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Samuel 18