1. Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to.
2. Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem.
3. Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt.
4. Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe og tunika, og endda sit sværd, sin bue og sit bælte.
5. Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.
6. Nogen tid efter at David havde slået filisteren ihjel, vendte hæren hjem efter en sejr, og en masse kvinder fra alle byerne i Israel gik ud for at hylde kong Saul med sang og dans til lyden fra tamburiner og triangler.
7. “Saul har besejret tusinder,” sang de, “men David har besejret titusinder.”
8. Det blev Saul rigtig vred over. “De giver jo David større ære end mig,” tænkte han. “Hvem ved, måske de vil gøre ham til konge i stedet for mig.”
9. Fra da af så han skævt til David.
10. Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden,
11. og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: “Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange.
12. Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham.
13-14. Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.
15-16. Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.