29. “Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. “Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”
30. Så gik han hen til nogle andre mænd og stillede samme spørgsmål. De gav ham det samme svar.
31. Det rygtedes hurtigt i lejren, hvad David havde sagt. Da kong Saul fik det at vide, sendte han bud efter ham.
32. “Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. “Jeg skal nok gøre det af med ham.”
33. “Det kan du ikke,” sukkede Saul. “Du er ung og uerfaren, mens den mand har været kriger fra sin ungdom af.”
34. Men David svarede: “Jeg har i årevis vogtet min fars får. Hvis der kom en løve eller en bjørn og tog et lam fra hjorden,
35. løb jeg efter dyret, fældede det med min slynge og rev lammet ud af gabet på det. Hvis dyret så angreb mig, greb jeg fat i dets pels og slog det ihjel.
36. Jeg har slået både løver og bjørne ihjel, og nu skal det gå den her uomskårne filister på samme måde, for han har udfordret den levende Guds hær.
37. Den Gud, som frelste mig fra løvers og bjørnes kløer, vil også hjælpe mig imod den filister.”“Godt,” svarede Saul, “så gå imod ham. Og må Herren være med dig.”
38. Saul gav nu David sin egen rustning med både bronzehjelm og brynje.
39. David spændte bæltet med sværdet om livet, men han kunne ikke bevæge sig med alt det på. Han havde jo aldrig prøvet det før. “Jeg kan dårligt bevæge mig i den mundering,” sagde han og tog det hele af igen.