26. David henvendte sig nu til nogle af de omkringstående og spurgte: “Hvad får den mand, der slår filisteren ihjel og gør en ende på hans forhånelser? Hvem er egentlig denne ugudelige, uomskårne filister, der tror, han kan tillade sig at håne den levende Guds hær?”
27. Han fik det samme svar igen om den udlovede dusør.
28. Men da Davids ældste bror, Eliab, hørte, hvad David talte med mændene om, blev han vred. “Hvad bestiller du egentlig her?” skældte han. “Har du efterladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dig. Du er både hovmodig og selvisk. Du er bare kommet for at se på kampen.”
29. “Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. “Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”
30. Så gik han hen til nogle andre mænd og stillede samme spørgsmål. De gav ham det samme svar.
31. Det rygtedes hurtigt i lejren, hvad David havde sagt. Da kong Saul fik det at vide, sendte han bud efter ham.
32. “Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. “Jeg skal nok gøre det af med ham.”
33. “Det kan du ikke,” sukkede Saul. “Du er ung og uerfaren, mens den mand har været kriger fra sin ungdom af.”
34. Men David svarede: “Jeg har i årevis vogtet min fars får. Hvis der kom en løve eller en bjørn og tog et lam fra hjorden,
35. løb jeg efter dyret, fældede det med min slynge og rev lammet ud af gabet på det. Hvis dyret så angreb mig, greb jeg fat i dets pels og slog det ihjel.
36. Jeg har slået både løver og bjørne ihjel, og nu skal det gå den her uomskårne filister på samme måde, for han har udfordret den levende Guds hær.
37. Den Gud, som frelste mig fra løvers og bjørnes kløer, vil også hjælpe mig imod den filister.”“Godt,” svarede Saul, “så gå imod ham. Og må Herren være med dig.”
38. Saul gav nu David sin egen rustning med både bronzehjelm og brynje.
39. David spændte bæltet med sværdet om livet, men han kunne ikke bevæge sig med alt det på. Han havde jo aldrig prøvet det før. “Jeg kan dårligt bevæge mig i den mundering,” sagde han og tog det hele af igen.
40. I stedet udvalgte han sig fem glatte sten ved bækken og lagde dem i sin hyrdetaske, og med sin hyrdestav og sin slynge gik han Goliat i møde.
41-42. Goliat kom gående hen imod David med skjoldbæreren foran sig. Da han fik øje på ham, snerrede han i foragt over den lille rødmossede fyr, der vovede sig frem imod ham.
43. “Hvad regner du mig for? En hund?” brølede han til David. “Du kommer jo imod mig med en kæp!” Så forbandede han David ved alle sine guder
44. og tilføjede: “Kom herhen, så skal jeg gøre dig til føde for fuglene og de vilde dyr!”