Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Samuel 17:25-32 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

25. “Sikken en kæmpe,” sagde krigerne til hinanden, “han kommer hver dag for at håne Israels hær. Kongen har udlovet en belønning til den, der slår kæmpen ihjel. Han bliver rig, han får kongens datter til kone, og hele hans slægt bliver fritaget for at betale skat.”

26. David henvendte sig nu til nogle af de omkringstående og spurgte: “Hvad får den mand, der slår filisteren ihjel og gør en ende på hans forhånelser? Hvem er egentlig denne ugudelige, uomskårne filister, der tror, han kan tillade sig at håne den levende Guds hær?”

27. Han fik det samme svar igen om den udlovede dusør.

28. Men da Davids ældste bror, Eliab, hørte, hvad David talte med mændene om, blev han vred. “Hvad bestiller du egentlig her?” skældte han. “Har du efterladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dig. Du er både hovmodig og selvisk. Du er bare kommet for at se på kampen.”

29. “Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. “Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”

30. Så gik han hen til nogle andre mænd og stillede samme spørgsmål. De gav ham det samme svar.

31. Det rygtedes hurtigt i lejren, hvad David havde sagt. Da kong Saul fik det at vide, sendte han bud efter ham.

32. “Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. “Jeg skal nok gøre det af med ham.”

Læs fyldestgørende kapitel 1. Samuel 17