19. De er sammen med Saul og hele hæren i Elahdalen.”
20. David overlod så fårene til en anden hyrde, og tidligt næste morgen tog han af sted. Han ankom til udkanten af lejren, netop som hæren var ved at stille op til kamp og udstødte kampråbet.
21. Israelitterne og filistrene stillede op over for hinanden på hver sin side af dalen.
22. David efterlod sin bagage hos manden, der havde opsyn med forsyningerne, og skyndte sig ud for at finde sine brødre.
23. Mens han talte med dem, trådte Goliat frem og stillede sig op foran filisterhæren, og David hørte, hvordan han råbte sin udfordring til israelitterne.
24. Så snart Israels krigere så ham, flygtede de skrækslagne.
25. “Sikken en kæmpe,” sagde krigerne til hinanden, “han kommer hver dag for at håne Israels hær. Kongen har udlovet en belønning til den, der slår kæmpen ihjel. Han bliver rig, han får kongens datter til kone, og hele hans slægt bliver fritaget for at betale skat.”
26. David henvendte sig nu til nogle af de omkringstående og spurgte: “Hvad får den mand, der slår filisteren ihjel og gør en ende på hans forhånelser? Hvem er egentlig denne ugudelige, uomskårne filister, der tror, han kan tillade sig at håne den levende Guds hær?”
27. Han fik det samme svar igen om den udlovede dusør.
28. Men da Davids ældste bror, Eliab, hørte, hvad David talte med mændene om, blev han vred. “Hvad bestiller du egentlig her?” skældte han. “Har du efterladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dig. Du er både hovmodig og selvisk. Du er bare kommet for at se på kampen.”
29. “Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. “Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”