Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Samuel 15:24-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

24. Da indrømmede Saul: “Ja, jeg har været ulydig. Jeg har ikke adlydt Herrens befaling eller rettet mig efter dig. Jeg var bange for folkene og gjorde, som de ønskede.

25. Men tilgiv mig nu min synd og lad os sammen tilbede Herren.”

26. Men Samuel svarede: “Nej, jeg går ikke med dig. Du har forkastet Herrens ord, og nu har han til gengæld forkastet dig som konge i Israel!”

27. Samuel vendte sig for at gå, men Saul greb fat i hans kappe og kom til at rive den i stykker.

28. Da sagde Samuel: “Se! Sådan har Herren i dag revet kongedømmet ud af dine hænder, og han har givet det til en anden, der er bedre end dig.

29. Han, som er Israels herlighed, lyver ikke og skifter ikke mening hele tiden, som mennesker gør.”

30. Saul blev imidlertid ved. “Ak,” sagde han. “Jeg har syndet! Men vis mig i det mindste den ære overfor folkets ledere og hele Israel at tage med os, så vi kan tilbede Herren, din Gud, sammen.”

31. Så fulgte Samuel med ham, og Saul tilbad Herren.

32. Bagefter sagde Samuel: “Før kong Agag til mig!” Agag trådte forhåbningsfuld frem for Samuel, for han tænkte: “Nu er det værste overstået, og mit liv er reddet.”

33. Men Samuel sagde: “Dit sværd har dræbt mange mødres sønner. Nu er det din mors tur til at miste sin søn!” Så huggede han kong Agag ned foran Herrens alter i Gilgal.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Samuel 15