Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Samuel 15:20-31 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

20. “Jamen, jeg adlød da Herren!” påstod Saul. “Jeg gjorde da, hvad han bad mig om! Jeg dræbte alle amalekitterne med undtagelse af kong Agag, som jeg tog til fange.

21. Og folket tog det bedste af krigsbyttet for at ofre det til Herren, din Gud, i Gilgal.”

22. Samuel svarede: “Tror du, at Herren er mere interesseret i brændofre og slagtofre end i lydighed? Nej, at adlyde Herren er vigtigere end at ofre til ham. Han foretrækker lydhørhed frem for vædderfedt.

23. I Herrens øjne er en oprørsk indstilling lige så stor en synd som trolddomskunst, og egenrådighed er lige så slemt som afgudsdyrkelse. Siden du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge!”

24. Da indrømmede Saul: “Ja, jeg har været ulydig. Jeg har ikke adlydt Herrens befaling eller rettet mig efter dig. Jeg var bange for folkene og gjorde, som de ønskede.

25. Men tilgiv mig nu min synd og lad os sammen tilbede Herren.”

26. Men Samuel svarede: “Nej, jeg går ikke med dig. Du har forkastet Herrens ord, og nu har han til gengæld forkastet dig som konge i Israel!”

27. Samuel vendte sig for at gå, men Saul greb fat i hans kappe og kom til at rive den i stykker.

28. Da sagde Samuel: “Se! Sådan har Herren i dag revet kongedømmet ud af dine hænder, og han har givet det til en anden, der er bedre end dig.

29. Han, som er Israels herlighed, lyver ikke og skifter ikke mening hele tiden, som mennesker gør.”

30. Saul blev imidlertid ved. “Ak,” sagde han. “Jeg har syndet! Men vis mig i det mindste den ære overfor folkets ledere og hele Israel at tage med os, så vi kan tilbede Herren, din Gud, sammen.”

31. Så fulgte Samuel med ham, og Saul tilbad Herren.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Samuel 15