29. “Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. “Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning.
30. Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”
31. Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne,
32. at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra.
33. Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: “Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen!
34. Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne.
35. Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.
36. Bagefter opfordrede Saul sine mænd til at genoptage forfølgelsen. “Lad os forfølge filistrene hele natten og udrydde dem rub og stub,” sagde han.“Som du vil,” svarede de. Men præsten Ahija indvendte: “Lad os først spørge Gud til råds.”
37. Så spurgte Saul Gud: “Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.
38. Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: “Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag.
39. Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.
40. Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de.
41. Så bad han denne bøn: “Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.
42. “Okay,” fortsatte Saul, “så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.
43. “Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.“Jeg spiste lidt honning fra spidsen af mit spyd,” svarede Jonatan. “Så lad mig da dø.”
44. “Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. “Derfor skal du dø for din ulydighed.”
45. Men de omkringstående protesterede: “Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.