9. “Ja,” svarede Josef, “det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”“Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, “så jeg kan velsigne dem.”
10. Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem,
11. og han sagde til Josef: “Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”
12. Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham.
13. Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side.
14. Jakob lagde dog sin højre hånd på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved, selvom han var den ældste, så han sad med armene over kors.
15. Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: “Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har været min hyrde livet igennem,
16. den engel, som har bevaret mig fra alt ondt—må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.”
17. Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, kunne han ikke lide det, og han greb sin fars hånd for at lægge den på Manasses hoved.
18. “Far,” sagde han. “Det er ham her, der er den ældste. Læg din højre hånd på hans hoved.”