5. “Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. “De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner.
6. Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område.
7. Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kanaʼan, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.)
8. Så kiggede Jakob over på de to drenge. “Er det dine sønner?” spurgte han.
9. “Ja,” svarede Josef, “det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”“Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, “så jeg kan velsigne dem.”
10. Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem,
11. og han sagde til Josef: “Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”
12. Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham.
13. Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side.