1. Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim.
2. Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten.
3. Derpå sagde han til Josef: “Gud den almægtige viste sig for mig i Luz i Kanaʼan og velsignede mig.
4. Han sagde: ‘Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kanaʼans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”
5. “Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. “De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner.
6. Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område.
7. Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kanaʼan, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.)
8. Så kiggede Jakob over på de to drenge. “Er det dine sønner?” spurgte han.
9. “Ja,” svarede Josef, “det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”“Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, “så jeg kan velsigne dem.”
10. Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem,