5. Henvendt til Josef sagde Farao: “Nu, da din far og dine brødre er kommet,
6. må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”
7. Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.
8. “Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.
9. Jakob svarede: “I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.”
10. Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
11. Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt.
12. Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
13. Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kanaʼan, hvor jorden blev totalt udtørret.
14. Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kanaʼan, opbevarede han i Faraos skatkammer.
15. Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kanaʼan, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. “Vores penge er sluppet op,” sagde de. “Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16. “Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, “så skal I få korn i bytte.”
17. Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.