20. Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao,
21. og alle landets indbyggere blev fæstebønder.
22. Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
23. Josef sagde derpå til folket: “Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker.
24. Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
25. “Du har reddet vores liv,” svarede de. “Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.”
26. Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
27. Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal.
28. Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde.
29. Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: “Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land,
30. men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef,
31. men Jakob insisterede: “Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.