15. Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kanaʼan, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. “Vores penge er sluppet op,” sagde de. “Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16. “Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, “så skal I få korn i bytte.”
17. Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18. Da året var omme kom folk tilbage og sagde: “Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord.
19. Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20. Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao,
21. og alle landets indbyggere blev fæstebønder.