10. Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
11. Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt.
12. Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
13. Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kanaʼan, hvor jorden blev totalt udtørret.
14. Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kanaʼan, opbevarede han i Faraos skatkammer.
15. Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kanaʼan, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. “Vores penge er sluppet op,” sagde de. “Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16. “Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, “så skal I få korn i bytte.”
17. Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18. Da året var omme kom folk tilbage og sagde: “Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord.
19. Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20. Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao,
21. og alle landets indbyggere blev fæstebønder.
22. Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.