1. Da kunne Josef ikke længere beherske sig. “Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene.
2. Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.
3. “Jeg er Josef!” sagde han. “Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.
4. “Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: “Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten.
5. Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet.
6. Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået.
7. Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk.
8. Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.
9. Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme
10. og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer.
11. Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”