16. Da sagde Juda: “Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”
17. “Nej,” svarede Josef. “Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”
18. Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: “Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv.
19. De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror.
20. Dertil svarede vi: ‘Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’
21. Så sagde De, herre: ‘Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’
22. Men vi svarede: ‘Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’
23. Men De insisterede: ‘Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’
24. Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt.
25. Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn,
26. sagde vi til ham: ‘Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’