15. “Hvad er I ude på?” spurgte Josef. “Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”
16. Da sagde Juda: “Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”
17. “Nej,” svarede Josef. “Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”
18. Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: “Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv.
19. De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror.