6. Siden Josef var guvernør i landet og havde ansvar for kornsalget, var det ham, brødrene opsøgte. De bøjede sig for Josef med ansigtet mod jorden.
7. Øjeblikkelig genkendte Josef sine brødre, men han lod som ingenting, og de genkendte ikke ham.“Hvor kommer I fra?” spurgte han barsk.“Fra Kanaʼans land,” svarede de. “Vi er kommet for at købe korn.”
8-9. Da Josef nu stod ansigt til ansigt med sine brødre, huskede han de drømme, han havde haft for mange år siden. “I er spioner, der er kommet for at se, hvor landets forsvar er svagest,” sagde han skarpt.
10. “Nej, nej, herre,” bedyrede de. “Vi er bare kommet for at købe korn!
11. Vi er brødre, og vi er ærlige folk. Vi er aldeles ikke spioner.”
12. “Jo, I er!” blev Josef ved. “I er kun ude på at finde hullerne i vores forsvar.”
13. “Herre,” forsikrede de, “vi er 12 brødre, og vores far bor i Kanaʼans land. De ti af os står her foran Dem. Vores yngste bror er hjemme hos sin far, og en af vores brødre lever ikke mere.”
14. Men Josef holdt på sit. “Som jeg allerede har sagt, er jeg sikker på, at I er spioner.
15. Men det skal jeg nok få opklaret. Så sandt Farao lever, får I ikke lov at forlade Egypten, før jeres yngste bror står her lyslevende foran mig.
16. En af jer kan tage hjem og hente ham, men resten af jer beholder jeg som gidsler i fængslet. Så vil det vise sig, om I har talt sandt eller ej. Hvis det viser sig, at I slet ikke har nogen yngre bror, ved jeg, at I er spioner.”
17. Så lod han dem alle sætte i fængsel i tre dage.
18. På tredjedagen sagde Josef til dem: “Jeg er en gudfrygtig mand. Hvis I vil beholde livet, så gør, hvad jeg siger.
19. Jeg vil nøjes med at beholde én af jer her i fængslet. Resten af jer kan tage hjem med korn til jeres familier.
20. Men I skal hente jeres yngre bror, så jeg har bevis for, at I har talt sandt. Så ved jeg, at I ikke er spioner, som fortjener døden.” Det forslag gik brødrene ind på.
21. Mens de nu diskuterede sagen indbyrdes, sagde en af brødrene: “Det her kan vi takke os selv for! Det er straffen for det, vi i sin tid gjorde imod Josef. Vi så hans fortvivlelse og angst, mens han bønfaldt os, men vi ville ikke høre efter.”
22. “Sagde jeg ikke dengang, at I ikke måtte gøre ham fortræd?” indvendte Ruben. “Men I ville jo ikke høre på mig. Nu skal vi dø, fordi vi var skyld i hans død.”