28. “Se!” råbte han til brødrene. “Mine penge ligger oven i sækken!” De blev rædselsslagne. “Hvad har Gud dog gjort imod os?” spurgte de hinanden.
29. Da de kom tilbage til deres far i Kanaʼans land fortalte de ham hele historien.
30. “Manden, som administrerer landet, talte hårde ord til os,” forklarede de. “Han anså os for at være spioner og smed os i fængsel.
31. Men vi sagde til ham: ‘Vi er ærlige folk og ikke spioner.
32. I alt var vi 12 brødre med samme far, men en bror lever ikke mere, og den yngste er hjemme hos sin far i Kanaʼans land.’
33. Manden svarede os: ‘Jeg skal nok finde ud af, om I taler sandt: En af jer skal blive her hos mig, mens I andre tager jeres korn og rejser hjem til jeres familier.
34. Hent så jeres yngste bror og kom tilbage til mig, så jeg kan afgøre, om I er spioner eller ærlige folk. Hvis I kan bevise, at I taler sandt, skal I få jeres bror tilbage, og I skal få lov til at komme og købe så meget korn, I vil.’ ”
35. Brødrene tømte nu deres sække. Men da de så, at oven i hver sæk lå posen med pengene, de havde betalt for kornet, blev både de og deres far grebet af rædsel.
36. “I har berøvet mig mine børn!” klagede Jakob. “Josef er død! Simeon er væk! Og nu vil I også tage Benjamin fra mig! Jeg kan ikke klare mere modgang!”
37. Men Ruben svarede: “Du må dræbe begge mine sønner, hvis Benjamin ikke kommer hjem igen. Jeg påtager mig det fulde ansvar for ham.”