17. Så lod han dem alle sætte i fængsel i tre dage.
18. På tredjedagen sagde Josef til dem: “Jeg er en gudfrygtig mand. Hvis I vil beholde livet, så gør, hvad jeg siger.
19. Jeg vil nøjes med at beholde én af jer her i fængslet. Resten af jer kan tage hjem med korn til jeres familier.
20. Men I skal hente jeres yngre bror, så jeg har bevis for, at I har talt sandt. Så ved jeg, at I ikke er spioner, som fortjener døden.” Det forslag gik brødrene ind på.
21. Mens de nu diskuterede sagen indbyrdes, sagde en af brødrene: “Det her kan vi takke os selv for! Det er straffen for det, vi i sin tid gjorde imod Josef. Vi så hans fortvivlelse og angst, mens han bønfaldt os, men vi ville ikke høre efter.”
22. “Sagde jeg ikke dengang, at I ikke måtte gøre ham fortræd?” indvendte Ruben. “Men I ville jo ikke høre på mig. Nu skal vi dø, fordi vi var skyld i hans død.”
23. Brødrene havde ingen anelse om, at Josef forstod alt, hvad de sagde, for han havde talt med dem ved hjælp af tolk.
24. Nu forlod han dem et øjeblik, fordi han blev så bevæget, at han var begyndt at græde. Da han senere kom tilbage, udpegede han Simeon til gidsel og lod ham binde for øjnene af dem.
25. Josef befalede nu sine tjenere at fylde mændenes sække med korn og i al hemmelighed at lægge hver enkelt mands betaling tilbage øverst i sækken. Han sørgede også for, at brødrene fik rejseproviant.
26. Så læssede de kornsækkene på æslerne og begyndte hjemturen.
27. Da de standsede for at overnatte, og en af brødrene åbnede sin sæk for at tage foder til æslerne, så han, at pengene lå oven i sækken!
28. “Se!” råbte han til brødrene. “Mine penge ligger oven i sækken!” De blev rædselsslagne. “Hvad har Gud dog gjort imod os?” spurgte de hinanden.
29. Da de kom tilbage til deres far i Kanaʼans land fortalte de ham hele historien.
30. “Manden, som administrerer landet, talte hårde ord til os,” forklarede de. “Han anså os for at være spioner og smed os i fængsel.