37. Farao og hans embedsmænd syntes godt om Josefs forslag,
38. og Farao udbrød: “Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!”
39. Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: “Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet.
40. Derfor giver jeg dig ansvar for mit palads og udnævner dig til at lede det store projekt. Dit ord skal være lov i Egypten. Kun jeg selv skal stå over dig.
41. Jeg gør dig hermed til guvernør og øverste leder for hele Egypten.”
42. Så tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs finger som et tegn på hans autoritet. Han gav ham også smukke klæder og hængte den kongelige guldkæde om hans hals.
43. Farao gav ham tilmed sin næstbedste vogn at køre i. Hvor som helst Josef kom frem, blev der råbt: “Giv plads!”Således gjorde Farao Josef til øverste leder i Egypten,
44. og han sagde til ham: “Jeg, Farao, konge af Egypten, sværger herved, at ingen i hele Egypten må foretage sig noget som helst uden din tilladelse.”
45. Farao gav ham også et egyptisk navn: Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til kone. Hun var en datter af Potifera, der var præst for solguden Ra i Heliopolis. Josef fik således ansvar for hele Egypten.
46. Han var 30 år gammel, da han kom i kong Faraos tjeneste, og han rejste omkring i hele Egypten for at inspicere landet.
47. De følgende syv år var der ganske rigtigt rekordhøst over alt i Egypten.
48. I løbet af de syv år tog Josef en del af alt, hvad der blev høstet i Egypten, og oplagrede det i de kongelige kornmagasiner i byerne.
49. Som årene gik, fyldtes kornmagasinerne til overflod. Der var så meget korn, som der er sand på stranden, så til sidst opgav man helt at holde regnskab med, hvor meget der var.
50. I den periode—altså inden hungersnøden kom—fik Josef og Asenat, præsten Potiferas datter, to sønner.