Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 41:1-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. To år senere drømte Farao en nat, at han stod på Nilens bred.

2. Pludselig kom der syv smukke og fede køer op af floden og gav sig til at græsse på flodbredden.

3. Derefter kom der endnu syv køer op af floden, men de var grimme og magre. De stillede sig ved siden af de syv første køer på flodbredden,

4. og de syv grimme og magre køer åd de syv smukke og fede køer. I samme øjeblik vågnede Farao.

5. Lidt efter faldt han igen i søvn og havde en anden drøm. Denne gang så han syv fulde og modne aks vokse frem på et og samme strå.

6. Pludselig voksede der syv aks mere frem på strået, men de var tynde og helt indtørrede af østenvinden.

7. De visne aks opslugte de fulde aks. Da vågnede Farao og blev klar over, at han havde drømt noget betydningsfuldt.

8. Drømmene bekymrede ham, så om morgenen sendte han bud efter alle Egyptens vise mænd og drømmetydere og fortalte dem, hvad han havde drømt. Men ingen af dem kunne tyde drømmene for ham.

9. Da tog mundskænken ordet: “Jeg er kommet i tanker om noget, der skete for længe siden,” sagde han til Farao.

10. “Dengang du var vred på hofbageren og mig og kastede os i fængsel,

11. da skete det en nat, at både bageren og jeg havde en drøm, og begge drømme havde en betydning.

12. I fængslet var der en ung hebræisk slave, som arbejdede for livvagtens øverstbefalende. Ham fortalte vi vores drømme, og han tydede dem for os.

13. Og det gik nøjagtig, som han sagde: Jeg fik mit gamle job tilbage, og hofbageren blev henrettet.”

14. Farao sendte straks bud efter Josef. Han blev hurtigt taget ud af fængslet, blev barberet og fik pænt tøj på. Så blev han ført frem for Farao.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 41