Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 37:22-36 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

22. Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen.

23. Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham

24. og kastede ham i den udtørrede brønd.

25. Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten.

26-27. “Se!” sagde Juda til de andre brødre. “Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om,

28. så da de midjanitiske handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

29. Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene

30. og råbte: “Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

31. Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel

32. og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. “Vi fandt den på marken,” forklarede de. “Er det ikke Josefs kjortel?”

33. Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: “Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!”

34. Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage.

35. Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. “Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

36. I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 37