19. Sikem ville ingen tid spilde, for han var meget forelsket i Dina. Han var også den, der havde mest at sige i sin familie.
20. Hamor og Sikem fremlagde nu forslaget for byens ledere, som samledes på pladsen ved byporten.
21. “Disse folk er vores venner,” begyndte de. “Lad os indbyde dem til at slå sig ned iblandt os og leve af deres erhverv som alle andre. Landet er jo stort nok til at rumme dem, og deres unge og vores unge kan gifte sig med hinanden.
22. Men de vil kun blive her på den betingelse, at alle vores mænd bliver omskåret, lige som de er.
23. Hvis vi accepterer, bliver alle deres husdyr og anden ejendom i sidste ende vores. Lad os gå ind på deres betingelse, så de bliver boende hos os.”
24. Forslaget blev accepteret, og alle mændene i byen blev omskåret.
25. Men to dage senere, da de alle lå med feber og smerter, greb to af Dinas brødre, Simeon og Levi, deres sværd og gik uhindret ind i byen og dræbte samtlige mænd—
26. deriblandt også Hamor og Sikem. Så hentede de Dina i Sikems hus og vendte tilbage til lejren med hende.
27. Derefter gik alle Jakobs sønner ind og plyndrede byen, hvor deres søster var blevet voldtaget.
28. De tog alle får og køer og æsler i byen og på markerne udenfor.
29. Alt, der havde nogen værdi, tog de, og kvinderne og børnene tog de til fange.
30. Men Jakob bebrejdede Simeon og Levi, hvad de havde gjort. “I har gjort mig meget upopulær!” sagde han. “Nu kan jeg takke jer for, at landets indbyggere, kanaʼanæerne og perizzitterne, er blevet mine fjender. Vi er jo ikke ret mange, så hvis de slår sig sammen og angriber os, er det ude med os.”